Lidt om terapeuten

Mit navn er Lene og jeg bor sammen med min mand i en lille by syd for Aabenraa.
Vi har to voksne døtre, som begge er flyttet hjemmefra, og derfor sætter vi ekstra stor pris på, at vores lille hund stadig holder huset livligt.
Jeg arbejder som familiebehandler, hvor jeg møder sårbare familier samt børn og unge i krise. Tidligere har jeg i 15 år arbejdet som socialpædagogisk vejleder med voksne, ofte med særlige behov såsom neurodivergens, udviklingshandicaps, psykiatriske problemstillinger, misbrug, demens eller andre somatiske diagnoser.
Gennem årene har jeg opnået solid erfaring i mødet med mennesker i krise. Mit fokus har været at skabe håb og motivation og sammen finde nye veje til positiv forandring. Ønsket om at kunne facilitere trivsel hos andre har altid været en stærk drivkraft for mig.
Fælles for os alle er, at hjernen både kan være en problemløser og en problemskaber. Det er netop her, min interesse for metakognitiv terapi udspringer – en tilgang, der kan åbne for nye veje til forandring, ro og mental balance.
Gennem livet har jeg selv oplevet udfordringer, som gjorde professionel hjælp nødvendig. Det har givet mig en dybere forståelse for livets sårbarhed og kompleksitet – og ikke mindst for vigtigheden af at få den rette støtte på det rette tidspunkt.
Når jeg ikke arbejder med terapi, sætter jeg stor pris på tid sammen med familie og venner. Derudover finder jeg ro og glæde i naturen, på løbeture og med strikketøjet i hænderne.
